Skip to content
Tidlig start i vuggestue eller dagpleje med en lille baby

Tidlig start i vuggestue eller dagpleje – hvad skal du være opmærksom på?

Catrin Lynggaard

Måske havde du håbet på lidt længere tid hjemme med din baby.

Måske skal du tilbage på arbejde, barslen hænger ikke anderledes sammen, eller familiens økonomi betyder, at dit barn skal starte i dagpleje eller vuggestue tidligere, end du egentlig havde ønsket.

Og så kan spørgsmålene begynde at fylde:

Er mit barn for lille?

Kan en baby på 6, 7 eller 8 måneder være klar til dagtilbud?

Kan jeg gøre noget for at gøre starten mere tryg?

Hvis en familie har mulighed for at vente, ville jeg som pædagog ikke have travlt med at starte et meget lille barn i dagtilbud. Jeg ville hellere give barnet mere tid hjemme, hvis det er en reel mulighed for familien.

Men det betyder ikke, at et barn, der starter tidligt, nødvendigvis får en dårlig start.

For nogle familier er startdatoen ganske enkelt ikke noget, de frit kan vælge. Og hvis det er jeres situation, synes jeg, vi skal bruge energien på det, I faktisk kan påvirke:

Relationen til den nye voksne, tempoet i indkøringen, barnets rytme og rammerne omkring de første uger.

Er 6 måneder tidligt at starte i vuggestue eller dagpleje?

Ja, jeg vil betegne 6 måneder som en tidlig start i dagtilbud. Omkring denne alder er barnets tilknytning stadig under udvikling, og barnet er meget afhængigt af voksne til regulering, nærhed, søvn, mad og hjælp, når noget bliver svært. Hvis familien har mulighed for at vente, ville jeg derfor som pædagog ikke have travlt med at starte så tidligt.

Det betyder ikke, at der findes én bestemt alder, hvor alle børn pludselig er klar. Børn er forskellige, og familier har forskellige muligheder.

Men et barn på 6 måneder er stadig en meget lille baby.

Hvis dit barn skal starte tidligt, bliver spørgsmålet derfor mindre:

Hvordan får vi barnet hurtigst muligt kørt ind?

Og mere:

Hvordan giver vi barnet tid til gradvist at lære en ny voksen at kende og tage imod omsorg fra ham eller hende?

I videoen her fortæller jeg blandt andet om den selektive tilknytning og om, hvordan barnets reaktion på adskillelse udvikler sig.

Find hurtigt det, du leder efter

Hvad betyder det, at et barn starter tidligt?

Når jeg skriver om en tidlig start, mener jeg et barn, der stadig er meget lille, når det begynder i dagpleje eller vuggestue. Det kan fx være et barn på 6, 7 eller 8 måneder.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi godt må kalde det tidligt uden samtidig at gøre forældrene forkerte.

For måske havde du gerne ventet.

Måske havde du gerne haft længere barsel, men det var ikke muligt. Måske har økonomi, arbejde eller andre forhold bestemt startdatoen for jer.

Så hjælper det ikke ret meget at blive mødt med, hvad du burde have gjort.

Det hjælper mere at se konkret på:

  • hvor langsomt I kan begynde
  • hvem der bliver barnets primære voksne
  • hvor lange dagene behøver at være i starten
  • hvordan søvn og måltider kan blive så genkendelige som muligt
  • hvordan I holder tæt kontakt med personalet

Hvad hvis mit barn starter som 7 eller 8 måneder?

Et barn på 7 eller 8 måneder kan godt begynde i dagpleje eller vuggestue, men jeg ville være særligt optaget af tempoet og relationen til den nye voksne.

Jo mindre barnet er, desto mere afhængigt er det af de voksne omkring sig til at hjælpe med at finde ro, forstå signaler og regulere kroppen.

Et lille barn kan ikke forstå en lang forklaring om, at mor skal på arbejde, og at hun selvfølgelig kommer igen senere.

Barnet lærer den nye situation at kende gennem erfaringer.

Den her voksne tager mig op, når jeg bliver ked af det.

Den her voksne ved, hvordan jeg falder til ro.

Jeg kan være her, og mor eller far kommer tilbage.

Det er de erfaringer, der skal have tid til at vokse.

Hvordan gør man en tidlig start mere tryg?

Ved en tidlig start ville jeg især prioritere en genkendelig voksen, en langsom optrapning, så meget genkendelighed i barnets rytme som muligt og korte dage i begyndelsen, hvis familien har mulighed for det. Målet er ikke at komme hurtigst muligt op på en hel dag, men at barnet gradvist får erfaring med at kunne være trygt sammen med den nye voksne.

Når jeg tænker på et meget lille barn, er der især fire områder, jeg ville holde øje med.

Relationen: Får barnet tid sammen med én genkendelig voksen?

Tempoet: Får barnets reaktioner lov til at bestemme, hvor hurtigt tiden øges?

Rytmen: Kan noget af barnets søvn, måltider og kendte rutiner bevares?

Dagene: Kan de være kortere i starten, hvis familien har mulighed for det?

4 ting jeg som pædagog ville prioritere, når en lille baby starter i vuggestue eller dagpleje

Du kan ikke altid ændre startdatoen. Men du kan ofte være med til at påvirke rammerne omkring starten.

Hvis du vil læse mere om selve indkøringsprocessen, kan du læse min samlede guide til indkøring i vuggestue og dagpleje.

Relationen til den nye voksne er noget af det vigtigste

Når jeg tænker tilbage på mine år i vuggestue, er det især relationen, jeg ville være optaget af hos et meget lille barn.

Barnet skal ikke bare lære et nyt rum at kende.

Det skal lære et nyt menneske at kende.

Hvem holder mig?

Hvem hjælper mig, når jeg bliver ked af det?

Hvem ved, hvordan jeg bedst falder til ro?

Hvem reagerer på mine signaler?

Derfor ville jeg langt hellere have en langsom opstart, hvor barnet får mange små erfaringer med den samme voksne, end en hurtig optrapning, hvor fokus primært bliver, hvor mange timer barnet kan være væk hjemmefra.

Hvis det er muligt, så spørg allerede før start, hvem der forventes at blive den voksne, som især tager imod jeres barn i begyndelsen.

Kan en let indkøring betyde, at barnet er helt klar?

Ikke nødvendigvis. En meget lille baby kan godt reagere forholdsvis lidt i begyndelsen, uden at det betyder, at hele overgangen dermed er afsluttet.

Barnets tilknytning og forståelse af adskillelse udvikler sig gennem det første leveår. Det betyder også, at barnets reaktion kan ændre sig med alderen.

Så hvis dit barn på 7 måneder næsten ikke reagerer, når du går, behøver du ikke tænke, at noget er galt.

Men jeg ville heller ikke tænke:

Så er vi færdige med indkøringen.

Fortsæt med at se på barnet.

Kan det tage imod den nye voksne? Kan det spise, sove og finde ro? Begynder det at vise nysgerrighed? Og hvordan udvikler det sig over de næste uger?

Er dagpleje bedre end vuggestue til en lille baby?

Jeg synes ikke, man generelt kan sige, at dagpleje altid er bedre end vuggestue til et lille barn. De to pasningsformer har forskellige rammer, og det konkrete sted og den konkrete voksne betyder meget.

Nogle forældre bliver tiltrukket af dagplejen, fordi der typisk er én dagplejer, færre børn og et mere hjemligt miljø.

Andre foretrækker vuggestuen.

Jeg ville derfor undersøge det sted, I konkret har mulighed for at vælge.

Spørg fx:

  • Hvem bliver mit barns primære voksne?
  • Hvor mange børn er der omkring barnet?
  • Hvordan plejer I at køre så små børn ind?
  • Hvordan håndterer I søvn og måltider?
  • Hvad gør I, hvis barnet ikke kan trøstes?
  • Hvordan foregår gæstepasning eller sygdom?

Jeg ville altså ikke vælge alene ud fra ordet dagpleje eller vuggestue. Jeg ville se på menneskene og rammerne.

Hvad med søvn og rytme, når en lille baby starter?

Søvn og barnets kendte rytme kan være en stor del af overgangen, og jeg ville så vidt muligt undgå, at alt bliver lavet om på én gang.

Et meget lille barn kan have bestemte måder at falde i søvn på. Måske bliver barnet vugget, ligger tæt, bruger sut eller klud eller har bestemte tegn på træthed, som du kender godt.

Dagtilbuddet kan naturligvis ikke nødvendigvis gøre alt præcis, som I gør hjemme.

Men jo mere de ved om barnet, desto bedre mulighed har de for at skabe genkendelighed.

Fortæl derfor blandt andet:

  • hvordan du kan se, at barnet er træt
  • hvordan barnet plejer at falde i søvn
  • om barnet bruger sut, klud eller bamse
  • om en bestemt sang eller bevægelse hjælper
  • hvordan barnets rytme typisk ser ud derhjemme

Bliver søvnen derhjemme mere urolig i den første tid, kan du læse mere i artiklen om søvn efter start i vuggestue eller dagpleje.

Hvis du har spørgsmål om ernæring, amning, flaske eller et lille barns konkrete søvnbehov, ville jeg tage sundhedsplejersken med ind over. Mit område er det pædagogiske og relationelle.

Skal barnet kunne sove der, før jeg går?

Ikke nødvendigvis fra begyndelsen.

Jeg ville ikke gøre søvnen til et mål, der absolut skal lykkes hurtigt.

For et meget lille barn kan det i starten være stort nok at lære stedet og den nye voksne at kende.

Når barnet begynder at kunne tage imod omsorg og hjælp fra den voksne, kan næste skridt være søvn, måltider og længere tid uden mor eller far.

Her gælder det samme princip som ved resten af indkøringen:

Barnets tegn skal være med til at bestemme tempoet.

Kan barnet reagere senere på en tidlig start?

Ja. Et barn, der starter meget tidligt og reagerer forholdsvis lidt i begyndelsen, kan godt begynde at reagere tydeligere senere. Barnets tilknytning og forståelse af adskillelsen udvikler sig, og derfor kan reaktionerne også ændre sig. En let begyndelse betyder altså ikke nødvendigvis, at barnet aldrig vil få en periode, hvor afleveringer eller adskillelse bliver sværere.

Det kan fx være, at barnet nogle uger eller måneder senere begynder at protestere mere ved aflevering, søger dig mere derhjemme eller reagerer tydeligere, når du går.

Det betyder ikke automatisk, at noget pludselig er gået galt. Jeg har skrevet mere om, hvad der kan ligge bag, når barnet pludselig ikke vil i vuggestue.

Hvis dit barn får tydelige reaktioner efter opstarten, kan du læse mere om reaktioner efter start i vuggestue og dagpleje.

Det er også en grund til, at jeg synes, man skal blive ved med at følge barnet efter de første indkøringsuger i stedet for kun at vurdere, om starten gik nemt.

Hvor lang tid skal indkøringen tage, når barnet er meget lille?

Jeg ville ikke sætte et bestemt antal dage på indkøringen.

Det kan være fristende at lave en plan, hvor dag 1 er et besøg, dag 2 er en kort adskillelse, dag 3 inkluderer søvn, og barnet derefter hurtigt skal op på længere dage.

Men barnet kender ikke kalenderen.

Jeg ville langt hellere se på:

  • Kan barnet tage imod den nye voksne?
  • Kan den voksne hjælpe barnet, når det bliver uroligt?
  • Begynder barnet at orientere sig mod omgivelserne?
  • Er der små perioder med ro eller nysgerrighed?
  • Kan barnet være adskilt fra dig i den tid, I lige nu øver?

Hvis svaret endnu er nej, ville jeg hellere give mere tid end automatisk at øge antallet af timer.

Hvis indkøringen bliver ved med at være meget svær, kan du læse Svær indkøring – når det ikke går, som I havde håbet.

Det siger pædagogen om de små børn

I min faglige samtale med Charlotte Juhler taler vi blandt andet om mad, søvn, nye rutiner og om, hvad der sker, når et lille barn skal vænne sig til en helt ny hverdag.

Det perspektiv synes jeg er vigtigt, fordi en tidlig start ikke kun handler om selve afleveringen. For det lille barn kan mange ting ændre sig samtidig: den voksne, omgivelserne, søvnen, måltiderne og den daglige rytme.

Her kan du høre den del af vores samtale:

Hvis du har mulighed for at vente

Jeg vil også gerne være tydelig omkring min egen faglige holdning.

Hvis du spørger mig som pædagog:

“Skal mit barn starte som 6 måneder, hvis vi lige så godt kan vente?”

så ville jeg ikke have travlt.

Hvis jeres familie har mulighed for mere tid hjemme, og det fungerer for jer, ville jeg personligt hellere give det lille barn den tid end fremskynde en start, der ikke behøver ske endnu.

Det er ikke det samme som, at der findes én bestemt rigtig startalder for alle børn.

Det er min faglige vurdering af, at vi ikke behøver skynde på en stor overgang for et meget lille barn, hvis familien reelt har mulighed for at vente.

Hvis du ikke har mulighed for at vente

Så er det den situation, vi skal arbejde ud fra.

Ikke hvad naboen gjorde.

Ikke hvordan en anden familie fordelte barslen.

Og ikke hvad du ville have valgt, hvis alle muligheder havde været åbne.

I stedet ville jeg se på det, I kan påvirke:

  • Kan indkøringen foregå langsomt?
  • Kan barnet have korte dage i begyndelsen?
  • Kan én af jer have ekstra tid omkring selve opstarten?
  • Kan I skabe mere ro derhjemme i de første uger?
  • Kan den samme voksne tage imod så ofte som muligt?
  • Kan I have tæt dialog med dagplejeren eller vuggestuen?

Der er ofte flere ting, man kan justere, selv når selve startdatoen ligger fast.

Du må gerne stille spørgsmål til dagplejen eller vuggestuen

Når et meget lille barn skal starte, synes jeg, det er helt naturligt at spørge konkret ind til, hvordan dagtilbuddet vil gribe starten an.

Det handler ikke om at kontrollere personalet.

Det handler om, at I sammen skal skabe en overgang omkring et barn, der endnu ikke selv kan fortælle, hvad der hjælper.

Jeg ville blandt andet spørge:

  • Hvem bliver mit barns primære voksne?
  • Hvordan kører I så små børn ind?
  • Kan vi begynde med korte dage?
  • Hvordan hjælper I mit barn med søvn?
  • Hvad gør I, hvis mit barn ikke kan trøstes?
  • Hvornår følger vi sammen op på, hvordan det går?
6 spørgsmål du kan stille dagplejen eller vuggestuen, når din baby starter tidligt

Du kender dit barn fra hjemmet. Dagplejeren eller pædagogen kender den hverdag, barnet skal ind i.

Jo mere konkret I kan tale sammen, desto lettere bliver det at justere, hvis barnet har brug for noget andet end først planlagt.

Hvornår skal jeg blive bekymret?

Hvis barnet over længere tid slet ikke kan tage imod trøst, ikke begynder at finde mere ro eller virker mere og mere belastet, skal I stoppe op og se på situationen sammen med personalet.

Én svær aflevering eller nogle urolige dage er ikke nok til at konkludere, at noget er galt med barnets trivsel.

Se på udviklingen.

Kommer der gradvist mere kontakt til den nye voksne? Kan barnet lettere hjælpes? Er der små øjeblikke med ro eller nysgerrighed?

Hvis udviklingen udebliver, er det relevant at se på tempoet, længden af dagene og relationen til den primære voksne.

Hvis bekymringen handler bredere om dit barns udvikling eller helbred, skal sundhedsplejerske eller læge også inddrages.

Du kan ikke altid ændre startdatoen

Men du kan være med til at påvirke rammerne omkring starten.

Det er måske den vigtigste pointe, jeg gerne vil give dig med.

Hvis dit barn skal starte tidligere, end du selv havde forestillet dig, behøver samtalen ikke slutte med:

“Sådan er det bare.”

I kan stadig tale om tempo.

Om relationen til den voksne.

Om korte dage.

Om søvn og genkendelighed.

Og om hvordan I følger barnet tæt gennem de første uger.

Hvis du står med en tidlig start, vil jeg langt hellere hjælpe dig med at skabe de bedst mulige rammer omkring den end fortælle dig, hvad du burde have gjort anderledes.

Skal dit lille barn snart starte, og er du i tvivl?

Måske skal dit barn starte tidligere, end du selv havde forestillet dig, og du er i tvivl om indkøring, længden på dagene eller hvad du skal tale med dagplejeren eller vuggestuen om.

Jeg har arbejdet i vuggestue og arbejder i dag som familievejleder. I en samtale kan vi se konkret på dit barn, jeres muligheder og den opstart, I står foran, så du får en plan, der passer til jeres familie.

Book første familievejledningssamtale – 450 kr.

Læs mere om hjælp til indkøring

Vil du have støtte gennem den første tid?

I FamlyCare Start får du viden og støtte til hverdagen med små børn, blandt andet omkring opstart, tilknytning, reaktioner og den tvivl, der kan følge med.

Læs om FamlyCare Start

Ofte stillede spørgsmål om tidlig start i dagpleje og vuggestue

Er 6 måneder for tidligt til vuggestue?

6 måneder er en tidlig alder at starte i dagtilbud. Hvis familien har mulighed for at vente, ville jeg som pædagog ikke have travlt med at starte så tidligt. Hvis barnet skal starte, ville jeg prioritere en rolig og gradvis indkøring, en genkendelig voksen og korte dage i begyndelsen, hvis det er muligt.

Kan et barn på 7 eller 8 måneder starte i dagpleje?

Ja, børn kan starte i denne alder. Ved en tidlig start ville jeg især være optaget af god tid til indkøringen, relationen til den nye voksne, barnets kendte rytme og tæt dialog med dagplejeren.

Hvor lang tid skal en baby køres ind?

Der findes ikke ét bestemt antal dage, som passer til alle børn. Barnets reaktioner og relation til den nye voksne bør være med til at bestemme tempoet frem for en fast kalender.

Er dagpleje bedre end vuggestue til en lille baby?

Ikke nødvendigvis. Dagpleje og vuggestue har forskellige rammer. Se på det konkrete sted, den voksne, antallet af børn, indkøringen og hvordan dit barns behov kan imødekommes.

Kan en baby reagere senere på vuggestuestart?

Ja. Barnets reaktion på adskillelse kan ændre sig i takt med udviklingen. En forholdsvis let begyndelse betyder derfor ikke nødvendigvis, at der aldrig kommer tydeligere reaktioner senere.

Skal mit barn kunne sove i vuggestuen eller dagplejen med det samme?

Nej, ikke nødvendigvis. For nogle børn giver det mening først at lære stedet og den nye voksne at kende og derefter gradvist arbejde med søvn og længere dage.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har mulighed for at vente med opstarten?

Fokusér på det, I kan påvirke: tempoet i indkøringen, længden på dagene, relationen til den primære voksne, barnets kendte rutiner og tæt kommunikation med dagtilbuddet. Hvis du er meget i tvivl, kan familievejledning bruges til at se konkret på jeres situation.

Kilder og videre læsning

Om forfatteren

Catrin Lynggaard, familievejleder og prænatal tilknytningsterapeut

Catrin Lynggaard

Familievejleder & prænatal tilknytningsterapeut

Jeg er Catrin Lynggaard, uddannet pædagog og familievejleder. Jeg står bag FamlyCare og arbejder med familier, graviditet, prænatal tilknytning og det tidlige forældreskab.

Mit faglige fokus er den tidlige fase fra graviditeten og gennem barnets første tre år. Jeg tager min uddannelse i prænatal tilknytningsterapi hos Henrik Dybvad Larsen, og i familievejledningen arbejder jeg løsningsfokuseret, altså med udgangspunkt i det, der allerede fungerer hos jer.

I mit arbejde møder jeg forældre med meget forskellige oplevelser. Min tilgang er ikke, at du skal føle noget bestemt, men at møde dig dér, hvor du er.

Book første samtale – 450 kr.