Mit barn hører ikke efter – hvad gør jeg?

Når et lille barn ikke hører efter, er det ikke nødvendigvis udtryk for trods eller et bevidst valg om at ignorere dig. Barnets alder og udvikling, opmærksomhed, store følelser, træthed, overgange og måden en besked bliver givet på kan alle have betydning. Derfor kan det være hjælpsomt at undersøge, hvad der gør det svært for barnet at lykkes i situationen.

“Mit barn hører ikke efter.”

Det er en sætning, jeg hører ofte – og det kan være enormt frustrerende at stå med følelsen af, at ens barn simpelthen ikke hører efter.

Du har sagt det én gang. Så en gang til. Og måske en tredje gang – lidt højere.

Alligevel fortsætter dit barn med det, det var i gang med. Måske ender du med at hæve stemmen, og situationen udvikler sig til en konflikt, som egentlig begyndte med noget så simpelt som:

“Nu skal vi have sko på.”

Bagefter kan du sidde tilbage og tænke:

Hvordan får jeg mit barn til at høre efter uden at skulle råbe?

Som familievejleder og pædagog er noget af det, jeg er optaget af, at vi ikke for hurtigt kommer til at konkludere, at barnet bare ikke vil høre efter.

For der kan være stor forskel på ikke at ville – og på at have svært ved at lykkes med det, vi voksne forventer i situationen.

Hvorfor hører mit barn ikke efter?

Et lille barn kan have svært ved at høre efter af mange forskellige grunde. Barnet kan være dybt optaget, have store følelser, være træt eller have svært ved overgangen fra én aktivitet til en anden. Samtidig er små børn stadig ved at udvikle blandt andet impulskontrol, opmærksomhed og følelsesregulering. Derfor er det ikke altid et spørgsmål om, at barnet ikke vil samarbejde.

Små børn er stadig midt i en stor udvikling. De skal blandt andet udvikle deres evne til at:

• styre impulser og vente
• skifte opmærksomhed
• håndtere frustration og regulere store følelser
• huske og handle på beskeder
• stoppe noget, de har lyst til, fordi en voksen beder dem om noget andet

Det er store krav. Og de færdigheder udvikler sig gradvist gennem barndommen.

Derfor kan et barn godt vide, at noget ikke er tilladt og alligevel have svært ved at stoppe sig selv. Et barn kan også godt have hørt dig uden at være klar til at slippe legen, håndtere skiftet og gøre det, du beder om.

Sundhedsstyrelsens vejledning til sundhedsplejen beskriver, at små børn op til 3-4 år ikke selv kan berolige eller trøste sig, og at det derfor er de voksnes opgave at hjælpe barnet med at håndtere og regulere vanskelige følelser.

Derfor kan et mere hjælpsomt spørgsmål nogle gange være:

Hvad gør det svært for mit barn at lykkes lige nu?

Det betyder ikke, at barnet skal bestemme. Det betyder, at vi prøver at forstå situationen, før vi beslutter, hvad barnet har brug for fra os.

Mit barn lytter ikke, selvom jeg siger det flere gange

Forestil dig, at dit barn sidder på gulvet og bygger noget. Du står i køkkenet og siger, at nu skal I have sko på.

Der sker ingenting. Du siger det igen. Stadig ingenting. Tredje gang kan du mærke irritationen:

“Nu har jeg altså sagt det tre gange!”

For dig har der været tre tydelige beskeder. Men hvordan har situationen set ud fra dit barns side?

Måske var barnet dybt optaget. Måske registrerede det knap den første besked. Måske hørte barnet dig, men havde svært ved at afslutte legen.

Det gør ikke din besked mindre vigtig. Men det kan ændre, hvad der er hjælpsomt at gøre næste gang.

Hvordan får jeg mit barn til at høre efter?

Hvis du gerne vil hjælpe dit barn med at høre efter, kan du begynde med at skabe kontakt, før du giver beskeden. Gå hen til barnet, få barnets opmærksomhed, giv én kort og tydelig besked og giv barnet tid til at reagere. Hvis barnet stadig har svært ved det, kan det have brug for din hjælp til at komme videre frem for flere gentagelser af den samme besked.

Det er meget nemt at ende med at råbe beskeder gennem hjemmet:

“Kom ud og børst tænder!” “Tag bukser på!” “Ryd op!” “Kom nu!”

Og når der ikke sker noget: “Hvor mange gange skal jeg sige det?”

Men nogle gange hjælper det ikke at sige beskeden flere gange.

Prøv i stedet at gå hen til barnet. Skab kontakt. Sig barnets navn. Sæt dig eventuelt ned i barnets højde. Giv én besked. Og giv barnet et øjeblik til at reagere.

Det kan være en meget lille ændring, men det er noget andet end at gentage den samme besked højere og højere.

Kontakt før besked

Jeg bruger gerne tanken om kontakt før besked.

Ikke fordi et barn skal være glad eller enig, før vi må stille et krav. Men fordi kontakt kan gøre det lettere at sikre, at barnet faktisk har registreret os.

Hvis du står tre rum væk og siger:

“Nu skal du have nattøj på!”

er det ikke sikkert, at dit barn har samme oplevelse af beskeden, som du har.

Går du derimod hen, skaber kontakt og siger:

“Det er tid til nattøj. Jeg hjælper dig i gang.”

har du ændret situationen. Det handler ikke om at gøre alt for barnet. Det handler om at give barnet bedre forudsætninger for at lykkes.

At kommunikere positivt med små børn er også et tema i Social- og Boligstyrelsens beskrivelse af forældreprogrammet De Utrolige År Småbørn, hvor forældre til 1-3-årige støttes i en hensigtsmæssig opdragelsesstil og i at kommunikere med barnet på en positiv måde, så samspillet styrkes.

Får dit barn for mange beskeder?

Prøv en dag at lægge mærke til, hvor mange beskeder dit barn får:

Kom. Stop. Vent. Skynd dig. Spis. Sid stille. Lad være. Tag sko på. Ryd op. Børst tænder. Pas på. Kom nu.

Det er ikke en kritik. Sådan ser familielivet også ud.

Men det kan være interessant at spørge: Er alle beskederne nødvendige? Kan nogle ting klares gennem faste rutiner? Kan jeg hjælpe barnet i gang i stedet for at gentage mig selv? Kan jeg give én besked ad gangen og forberede barnet lidt tidligere på et skift?

Målet er ikke et hjem uden krav. Målet er at blive mere bevidst om, hvordan vi stiller dem.

Når dit barn bliver vredt, når du siger nej

Et barn kan godt blive vredt eller ked af det over en grænse, uden at grænsen er forkert. Små børn har brug for voksne, der kan være tydelige og samtidig hjælpe dem gennem de følelser, der kan opstå, når de ikke får det, de ønsker.

Nogle gange kommer vi til at lede efter den helt rigtige forklaring, som kan få barnet til at acceptere vores nej. Men barnet behøver ikke være enig i din grænse, før grænsen må eksistere.

Du kan godt sige: “Du vil rigtig gerne have mere is. Det får du ikke.” – og være sammen med barnet i den reaktion, der kommer.

Barnets følelse behøver ikke ændre din grænse. Hvis det er selve de store følelser, der fylder mest hos jer, har jeg skrevet en hel artikel om, hvordan du kan hjælpe dit barn gennem dem:

Mit barn får store følelser – hvordan hjælper jeg?

Hvordan sætter jeg tydelige grænser uden at blive hård?

Tydelig grænsesætning handler ikke om at være hård. Du kan stoppe en adfærd eller fastholde et nej og samtidig møde barnets følelser med ro. Den voksne tager ansvar for grænsen, mens barnet ikke behøver at være enig i den.

At prøve at forstå barnet betyder ikke, at barnet skal bestemme. Hvis dit barn slår, må du stoppe det. Hvis barnet løber mod vejen, skal du handle. Børn har brug for voksne, der går forrest.

Men der er forskel på “STOP SÅ! Hvor mange gange skal jeg sige det?” og “Jeg stopper dig. Jeg vil ikke have, at du slår.”

Grænsen kan være lige tydelig. Men måden, barnet bliver mødt på, er forskellig. Det er netop noget af det, jeg arbejder med i familievejledning: hvordan kan du stå tydeligere som forælder uden nødvendigvis at skulle blive hårdere?

Mit barn slår, når det bliver vredt – hvad gør jeg?

Hvad sker der i dig, når dit barn ikke lytter?

Situationen består ikke kun af dit barn. Du er også en del af den.

Måske kan du mærke irritationen allerede anden gang, du siger noget. Tredje gang bliver stemmen højere. Fjerde gang eksploderer du. Og bagefter tænker du: Hvorfor blev jeg egentlig så vred?

Der kan være mange grunde. Du kan være presset, træt eller have sagt det samme 25 gange den dag. Men situationen kan også vække bestemte tanker:

“Mit barn respekterer mig ikke.”

“Alle andre kan få deres børn til at høre efter.”

Jeg synes ikke, vi skal gøre alle hverdagssituationer til en stor psykologisk analyse. Men det kan være værdifuldt at være nysgerrig på vores egen reaktion. For den bliver også en del af samspillet.

“Mit barn hører aldrig efter” – gør det virkelig aldrig?

Her kommer min løsningsfokuserede tilgang meget tydeligt ind.

Hvis du fortæller mig, at dit barn aldrig hører efter, så er jeg selvfølgelig interesseret i de situationer, hvor det er svært. Men jeg bliver også nysgerrig på:

Er der tidspunkter, hvor det faktisk lykkes lidt bedre?

Ikke nødvendigvis perfekt. Bare lidt bedre. Måske kommer I nogle morgener ud ad døren uden konflikt.

Hvad er anderledes de dage? Har I mere tid? Har barnet sovet bedre? Giver du færre beskeder? Er du tættere på barnet? Er din egen ro anderledes?

I en løsningsfokuseret tilgang undersøger vi ikke kun problemet. Vi leder også efter de situationer, hvor noget allerede lykkes helt eller delvist. De øjeblikke kan hjælpe os med at få øje på familiens egne ressourcer og på små forandringer, der kan være værd at gøre mere af.

Det er ikke for at bagatellisere det, der er svært. Tværtimod. Hvis vi kan finde ud af, hvad der allerede virker, har vi noget konkret at bygge videre på.

5 ting du kan være nysgerrig på næste gang

Jeg vil helst ikke give dig en universel opskrift. Børn er forskellige, og familier er forskellige. Men næste gang kan du prøve at spørge dig selv:

1. Har jeg kontakt med mit barn?
   Har barnet faktisk registreret, at jeg taler til det?
2. Er min besked tydelig?
   Eller har jeg givet fire beskeder på én gang?
3. Er min forventning realistisk?
   Hvad kan jeg forvente af mit barn i den alder og i den konkrete situation?
4. Har mit barn brug for hjælp?
   Måske har barnet hørt beskeden, men har svært ved at komme fra leg til overtøj uden støtte.
5. Hvornår lykkes det allerede bedre?
   Hvad er anderledes dér, og er der noget af det, du kan gøre mere af?

Det er ofte mere interessant end endnu en metode, der lover, at dit barn vil høre efter første gang.

Hvornår kan familievejledning hjælpe?

Familievejledning kan være relevant, når konflikter omkring beskeder, grænser eller barnets reaktioner fylder meget, når du føler dig fastlåst, eller når du ønsker hjælp til at forstå, hvad der sker mellem dig og dit barn. Sammen kan vi undersøge situationerne og finde små, realistiske forandringer, der passer til netop jeres familie.

Alle familier har konflikter, og alle børn reagerer. Det er ikke i sig selv et tegn på, at noget er galt.

Men hvis konflikterne fylder rigtig meget i hverdagen, eller du føler, at I sidder fast i de samme mønstre, kan faglig støtte være relevant. Er du bekymret for dit barns udvikling eller trivsel, bør du også tale med egen læge, sundhedsplejerske eller dagtilbud.

Du behøver ikke komme med en færdig forklaring på problemet. Det kan være nok at sige:

“Det her bliver ved med at gå galt hos os, og jeg ved ikke længere, hvad jeg skal gøre.”

Hvad er familievejledning – og hvornår kan det hjælpe?

Ofte stillede spørgsmål om børn, der ikke hører efter

Hvorfor ignorerer mit barn mig?

Det kan opleves som om, dit barn ignorerer dig, men det betyder ikke nødvendigvis, at barnet bevidst vælger dig fra. Barnet kan eksempelvis være meget optaget, have svært ved at skifte opmærksomhed eller have brug for hjælp til at gå fra én aktivitet til en anden.

Hvor mange beskeder kan et lille barn håndtere ad gangen?

Der findes ikke et fast tal, men små børn har generelt lettere ved én konkret besked ad gangen end ved flere på én gang. Hvis en besked indeholder flere trin, kan det hjælpe at dele den op eller hjælpe barnet i gang med det første trin.

Hvad gør jeg, når mit barn ikke reagerer, når jeg siger nej?

Vær tydelig omkring grænsen, og vær forberedt på, at dit barn godt kan blive vredt eller ked af det. Barnets reaktion betyder ikke automatisk, at grænsen skal ændres. Du kan fastholde dit nej og samtidig hjælpe barnet gennem følelsen.

Hvordan sætter jeg grænser uden at råbe?

Det kan hjælpe at gå tættere på barnet, give korte og konkrete beskeder og tage ansvar for selve grænsen. Hvis du ofte ender med at råbe, kan det også være værd at undersøge, hvad der sker lige inden, og hvilke situationer der gør det særligt svært for dig at bevare roen.

Hvornår bør jeg søge hjælp?

Hvis konflikterne fylder meget, påvirker hverdagen eller samspillet med dit barn, eller hvis du føler dig fastlåst, kan faglig støtte være relevant. Hvis du er bekymret for dit barns udvikling eller trivsel, bør du også kontakte en relevant sundheds- eller fagperson.

Referencer og faglige kilder

Denne artikel er skrevet med udgangspunkt i min faglige erfaring som pædagog og familievejleder samt min løsningsfokuserede tilgang. Kilderne nedenfor underbygger artiklens udsagn om små børns følelsesregulering, tydelig kommunikation og løsningsfokuseret praksis.

Artiklen er skrevet til generel information og kan ikke erstatte individuel lægelig, psykologisk eller anden specialiseret rådgivning.