Mit barn får store følelser – hvordan hjælper jeg?

Når dit barn får store følelser, handler det ikke om at få følelsen til at stoppe hurtigst muligt. Små børn er stadig ved at udvikle deres evne til at regulere vrede, frustration, skuffelse og sorg. Som voksen kan du hjælpe ved at skabe ro, bruge færre ord, fastholde nødvendige grænser og støtte barnet gennem følelsen.

Dit barn skriger. Græder. Smider sig måske på gulvet. Eller bliver så vredt, at det slår, sparker eller kaster med ting.

Og du står midt i det og prøver at finde ud af:

Hvad gør jeg lige nu?

Måske forsøger du at forklare. Barnet skriger endnu højere. Du prøver igen. Og på et tidspunkt kan du mærke, at din egen ro også begynder at forsvinde.

For selvom vi godt kan vide, at små børn kan have store følelser, kan det være noget helt andet at stå midt i dem. Især når det sker igen og igen.

Som familievejleder og pædagog er jeg optaget af, at vi ikke kun ser på, hvordan vi får følelsen til at stoppe. Jeg synes, det er mindst lige så interessant at spørge:

Hvad har mit barn brug for fra mig, når følelsen bliver større, end barnet selv kan håndtere?

Hvorfor får små børn så store følelser?

Små børn er stadig ved at udvikle deres evne til at forstå, håndtere og regulere følelser. Derfor kan vrede, frustration, skuffelse eller sorg komme meget kraftigt til udtryk. Barnet har endnu ikke den samme evne som en voksen til selv at finde tilbage til ro og har derfor brug for støtte fra den voksne.

Sundhedsstyrelsens vejledning til sundhedsplejen beskriver netop, at børn op til 3-4 år ikke selv kan berolige eller trøste sig, og at det derfor er de voksnes opgave at hjælpe barnet med at lære at håndtere og regulere vanskelige følelser.

Forestil dig noget så almindeligt som, at dit barn gerne vil have den røde kop. Men den røde kop er i opvaskemaskinen. Du giver barnet den blå.

Og pludselig står du med et barn, der er helt ulykkeligt.

Som voksen kan vi hurtigt tænke: Det er jo bare en kop. Men det er vores voksne perspektiv. For barnet kan skuffelsen være stor og helt reel.

Det betyder ikke, at du skal finde den røde kop. Men det kan hjælpe os til at forstå, hvorfor det ikke altid virker at sige:

“Der er altså ikke noget at blive så ked af.”

For barnet er ked af det.

Følelsen er ikke problemet

Dit barn må gerne være vredt, ked af det, frustreret eller skuffet. At give plads til følelsen betyder ikke, at al adfærd skal accepteres. Du kan godt anerkende barnets vrede og samtidig stoppe barnet, hvis det eksempelvis slår, sparker eller kaster med noget.

Det er en vigtig skelnen. Følelser og adfærd er ikke det samme.

Dit barn må gerne være vredt. Skuffet. Ked af det. Dit barn må også gerne være vred på dig.

Men det betyder ikke, at al adfærd er okay. Du sætter en grænse for handlingen – ikke for følelsen.

Det er en balance, mange forældre kan have svært ved. For hvis vi er meget optagede af at anerkende barnet, kan vi blive usikre på, om vi overhovedet må sætte grænsen. Og hvis vi omvendt kun fokuserer på at stoppe adfærden, kan vi komme til at overse det barn, der står midt i en stor følelse.

Begge dele kan godt eksistere samtidig.

Forestil dig, at I skal hjem fra legepladsen, og dit barn vil blive. Du kan godt fastholde “Vi skal hjem” samtidig med, at du siger “Du ville rigtig gerne blive. Det er svært at skulle hjem.”

Du behøver ikke finde en sætning, der får barnet til at synes, at det er en fantastisk idé at forlade legepladsen. Barnet må gerne være skuffet. Og I kan stadig gå hjem.

Hvad gør jeg, når mit barn får store følelser?

Når dit barn bliver meget vredt, frustreret eller ked af det, kan du hjælpe ved at bruge færre ord, bevare en tydelig og rolig grænse og støtte barnet gennem følelsen. Barnet behøver ikke stoppe med at være vredt, før du kan være der for det. Hvis barnet slår eller gør noget, der kan skade, skal du samtidig stoppe adfærden.

Det kan være fristende at finde den helt rigtige sætning eller forklaring. Men midt i en meget stor følelse er det ikke nødvendigvis flere ord, barnet har brug for.

Nogle gange er det mere hjælpsomt at gøre situationen enklere. Færre ord. Roligere stemme. Tydelig grænse. Og hjælp til det, barnet endnu ikke selv kan håndtere.

Når følelsen bliver for stor, hjælper flere ord ikke altid

Når et lille barn er meget følelsesmæssigt overvældet, kan det være hjælpsomt at skrue ned for mængden af ord og krav. Fokus kan i stedet være på ro, tydelighed, sikkerhed og støtte. Samtalen om det, der skete, kan ofte vente, til barnet igen er mere roligt.

Når børn bliver meget vrede eller kede af det, kan vi voksne nemt komme til at tale rigtig meget. Vi forklarer. Argumenterer. Stiller spørgsmål. Gentager os selv.

“Men jeg har jo sagt, hvorfor du ikke må.”

“Hvorfor bliver du så sur?”

Men midt i en stor følelsesmæssig reaktion er barnet ikke nødvendigvis klar til en lang samtale.

Det kan eksempelvis være nok at sige: “Du er vred. Jeg er her.”

Skal jeg være helt rolig, når mit barn er vredt?

Nej, du behøver ikke være fuldstændig rolig hele tiden for at være en god støtte for dit barn. Forældre bliver også pressede, trætte og frustrerede. Det vigtige er at blive opmærksom på din egen reaktion og på, hvad der kan hjælpe dig med at stå mere roligt og tydeligt i situationen.

Du er også et menneske. Du kan være træt. Presset. Have sovet dårligt. Måske har dit barn allerede haft fem store reaktioner den dag, og nu vælter glasset med mælk oveni.

Det interessante er derfor ikke kun: “Hvordan får jeg mit barn til at falde til ro?”

Jeg synes også, vi skal turde spørge: “Hvad sker der i mig, når mit barn bliver så vredt?”

For nogle forældre vækker barnets vrede deres egen vrede. Andre bliver meget usikre. Nogle får et stort behov for hurtigt at få barnet til at blive glad igen. Andre trækker sig.

Det handler ikke om at placere skyld hos forælderen. Men vores egen reaktion bliver også en del af samspillet.

Hvad gør jeg, hvis jeg selv mister roen?

Hvis du mister roen og eksempelvis kommer til at råbe, kan du vende tilbage til barnet bagefter og tage ansvar for din del. Du kan sige, at du blev vred og kom til at råbe, uden at gøre barnet ansvarligt for din reaktion. Det handler ikke om aldrig at lave fejl, men også om hvordan I finder tilbage til hinanden bagefter.

Det afgørende er ikke, at du aldrig laver fejl som forælder. Det interessante er også, hvad du gør bagefter.

Du kan godt sige: “Jeg blev meget vred før, og jeg kom til at råbe. Det skulle jeg ikke have gjort.” – uden samtidig at gøre barnet ansvarligt: “Men det var også fordi, du…”

Relationer kan blive svære. Og vi kan vende tilbage til hinanden igen.

Hvad gør jeg, hvis mit barn slår, når det bliver vredt?

Hvis dit barn slår, når det bliver vredt, skal du stoppe handlingen, så barnet eller andre ikke kommer til skade. Du kan gøre det tydeligt uden at afvise følelsen: “Jeg stopper dig. Jeg vil ikke have, at du slår.” Barnet må stadig være vredt, men den voksne tager ansvar for grænsen og sikkerheden.

At forstå følelsen betyder ikke, at du skal stå og tage imod slag. Du må stoppe barnet, og hvis barnet kaster med noget, der kan gøre skade, må du fjerne det.

Men prøv at lægge mærke til forskellen mellem at stoppe barnet og at straffe barnet for at have følelsen. Barnet har brug for hjælp til gradvist at lære, hvad det kan gøre med sin vrede. Det tager tid.

Mit barn slår, når det bliver vredt – hvad gør jeg?

Skal jeg ignorere eller aflede mit barns raserianfald?

Der findes ikke én løsning, der passer til alle børn eller alle raserianfald. Afledning kan nogle gange være hjælpsomt, men barnet kan også have brug for, at du bliver tilgængelig og hjælper gennem følelsen. I stedet for automatisk at ignorere eller aflede kan du undersøge, hvad situationen og netop dit barn kalder på.

Afledning er ikke forkert. Der kan sagtens være situationer, hvor det er både praktisk og hjælpsomt.

Men hvis vi altid forsøger at aflede barnet, så snart en svær følelse viser sig, risikerer vi at blive meget optagede af at få følelsen væk. Nogle gange kan barnet i stedet have brug for, at vi bliver sammen med det i det svære – ikke nødvendigvis med mange ord, bare med en oplevelse af:

“Du må godt være ked af det. Jeg er stadig her.”

Hvad sker der lige før den store følelse?

Det her er et af de steder, hvor jeg synes, det bliver rigtig interessant.

For hvis vi kun ser på barnet, når barnet ligger på gulvet og skriger, kommer vi meget sent ind i forløbet. Prøv i stedet at spole situationen lidt tilbage.

Hvad skete der lige inden?

Var barnet træt eller sultent? Var der mange mennesker? Var barnet midt i en leg? Kom der et pludseligt skift? Havde barnet fået mange beskeder? Havde dagen allerede været fyldt med indtryk?

Når du begynder at lægge mærke til mønstrene, opdager du måske også, at dit barn viser tegn længe før den store reaktion. At det bliver mere uroligt, siger nej til alt, søger mere fysisk kontakt eller reagerer kraftigere på ting, som normalt ikke fylder så meget.

Det er ikke en facitliste. Dit barns signaler kan se helt anderledes ud. Pointen er at lære dit barn at kende.

Formålet er heller ikke at undgå alle svære følelser. Men jo bedre vi lærer barnets mønstre at kende, desto flere handlemuligheder får vi.

Hvornår lykkes det allerede lidt bedre?

Her kommer min løsningsfokuserede tilgang ind.

Forestil dig, at du siger: “Mit barn bliver altid fuldstændig rasende, når vi skal ud ad døren.”

Jeg vil selvfølgelig gerne høre om de svære morgener. Men jeg bliver også nysgerrig på: Er der en morgen, hvor det gik bare lidt bedre?

Måske ikke perfekt. Men måske var konflikten mindre. Hvad var anderledes? Stod I op ti minutter tidligere? Var tøjet lagt frem? Fik barnet én besked i stedet for fem? Var du selv mindre presset?

Det er ikke et forsøg på at tale problemet væk. Det er et forsøg på at finde noget, vi faktisk kan arbejde videre med.

Hvad hvis mit barn ofte får voldsomme raserianfald?

Store følelsesudbrud kan være en del af små børns udvikling, men hvis raserianfaldene er meget voldsomme eller hyppige, påvirker barnets eller familiens hverdag betydeligt, eller du er bekymret for barnets udvikling eller trivsel, bør du søge faglig hjælp. Det kan eksempelvis være hos sundhedsplejerske, egen læge eller relevante fagpersoner omkring barnet.

Der er stor forskel på børn. Du skal ikke selv kunne vurdere, om noget er “alvorligt nok”, før du må spørge.

Hvornår kan familievejledning hjælpe?

Familievejledning kan være relevant, hvis dit barns store følelser ofte ender i konflikter, hvis du selv har svært ved at bevare roen, eller hvis du føler dig usikker på, hvordan du både kan møde dit barn og sætte tydelige grænser. Sammen kan vi undersøge de konkrete situationer og finde små forandringer, der passer til netop jeres familie.

Det er vigtigt for mig, at vi tager udgangspunkt i jer. Ikke i et ideal om, hvordan alle forældre burde reagere.

Hvis du eksempelvis fortæller, at hver eneste morgen ender i kaos, så kan vi undersøge netop jeres morgener. Hvad sker der? Hvornår begynder det at blive svært? Hvad vil du gerne have i stedet? Og hvad kunne være et lille næste skridt?

Nogle gange hænger de store følelser tæt sammen med de beskeder, barnet får. Du beder barnet stoppe legen, barnet reagerer voldsomt, du gentager beskeden – og pludselig står I midt i en konflikt. Her kan det også være relevant at se på, hvordan vi skaber kontakt og giver beskeder til små børn:

Mit barn hører ikke efter – hvad gør jeg?

Hvad er familievejledning – og hvornår kan det hjælpe?

Ofte stillede spørgsmål om store følelser hos børn

Hvorfor bliver mit barn så hurtigt vredt?

Små børn er stadig ved at udvikle deres evne til at håndtere frustration, skuffelse og andre store følelser. Træthed, sult, overgange, mange indtryk og krav kan også påvirke, hvor meget barnet kan håndtere i en bestemt situation.

Hvad gør jeg, når mit barn får et raserianfald?

Forsøg at gøre situationen så enkel som muligt. Brug færre ord, fasthold nødvendige grænser og hjælp barnet gennem situationen. Hvis barnet slår, sparker eller gør noget, der kan skade, skal du stoppe adfærden.

Må jeg sige nej, når mit barn bliver meget ked af det?

Ja. Barnets reaktion betyder ikke, at din grænse er forkert. Du kan godt fastholde et nej og samtidig anerkende, at barnet bliver vredt, skuffet eller ked af det.

Hvordan lærer mit barn at regulere sine følelser?

Følelsesregulering udvikles gradvist. Små børn har brug for erfaringer med voksne, der hjælper dem gennem store følelser, sætter passende grænser og støtter dem i efterhånden at udvikle flere måder at håndtere følelser på.

Er det normalt, at mit barn får store følelsesudbrud hver dag?

Store følelser er en almindelig del af små børns udvikling, og hyppigheden varierer meget fra barn til barn og fra periode til periode. Hvis udbruddene fylder meget i familiens hverdag, eller du er bekymret for dit barns trivsel, kan du tale med sundhedsplejerske eller egen læge.

Referencer og faglige kilder

Denne artikel er skrevet med udgangspunkt i min faglige erfaring som pædagog og familievejleder samt faglig viden om små børns følelsesmæssige udvikling og regulering.

Artiklen er skrevet til generel information og kan ikke erstatte individuel lægelig, psykologisk eller anden specialiseret rådgivning.