Skip to content
Barn græder ved aflevering i vuggestue eller dagpleje – hvad kan du gøre?

Mit barn græder ved aflevering – hvad gør jeg?

Catrin Lynggaard

Du har måske forberedt dig på, at afleveringen kunne blive svær.

Alligevel kan det føles helt anderledes, når dit barn står med armene omkring dig, græder og tydeligt viser, at det ikke ønsker, du skal gå.

Så kommer tvivlen hurtigt:

Skal jeg virkelig gå, når mit barn er så ked af det?

Gør jeg det værre ved at gå?

Betyder gråden, at mit barn ikke er klar til vuggestue eller dagpleje?

Jeg har selv stået på den anden side af afleveringen som vuggestuepædagog. Derfor ved jeg også, at det, du ser i døren, kun er én del af det, der sker.

Et barn kan græde meget ved selve afskeden og kort efter tage imod trøst fra den nye voksne. Et andet barn kan næsten ikke græde, men stadig have brug for lang tid til at falde til.

Derfor skal vi ikke kun kigge på gråden. Vi skal også se på, hvad der sker bagefter.

Er det normalt, at mit barn græder ved aflevering?

Ja. Gråd kan være en helt normal reaktion på, at du går. Dit barn kan godt være trygt knyttet til dig og samtidig blive meget ked af adskillelsen. Se især på, om barnet bagefter kan tage imod trøst, finde mere ro og gradvist begynde at orientere sig mod omgivelserne igen.

Vil du have det store overblik over hele opstarten, kan du også læse min guide om indkøring i vuggestue og dagpleje.

I videoen her fortæller jeg blandt andet om det øjeblik, hvor pædagogen eller dagplejeren beder dig om at gå, og hvorfor tydelighed kan gøre afskeden mere overskuelig for barnet.

Find hurtigt det, du leder efter

Hvorfor græder mit barn, når jeg går?

For et lille barn er en aflevering ikke bare et praktisk skift fra mor eller far til en pædagog eller dagplejer.

Det er en adskillelse fra den person, barnet normalt bruger som sin vigtigste trygge base. Når du tager jakken på, siger farvel eller bevæger dig mod døren, kan barnets tilknytningssystem blive aktiveret.

Det kan vise sig ved gråd, at barnet rækker armene ud efter dig, klamrer sig fast eller prøver at følge efter.

Forskning i små børns overgang til dagtilbud peger også på, at adskillelsen kan være en stor belastning i den første tid. I Ahnert m.fl. havde børn omkring 15 måneder et højere kortisolniveau efter adskillelsen fra deres mor i den første tid i dagtilbud.

Det betyder ikke, at dagtilbud er skadeligt. Det fortæller os, at overgangen kan være stor for et lille barn, og at en tydelig reaktion derfor ikke er mærkelig.

Gråd betyder ikke automatisk, at noget er galt

I samme studie reagerede trygt tilknyttede børn tydeligt under selve adskillelsen. Det betyder ikke, at gråd i sig selv er et tegn på tryg tilknytning, men det viser, at vi heller ikke kan konkludere, at indkøringen går dårligt, alene fordi barnet græder.

Et mere hjælpsomt spørgsmål er derfor:

Hvad sker der med mit barn bagefter?

Kan den nye voksne komme tæt på? Kan barnet tage imod trøst? Falder kroppen gradvist mere til ro? Kommer der på et tidspunkt plads til at kigge rundt, lege eller søge kontakt?

Hvorfor føles det så svært for dig at gå?

Det er ikke kun dit barn, der reagerer under afleveringen. Dit eget omsorgssystem bliver også aktiveret.

Når dit barn græder og rækker armene ud efter dig, er det helt naturligt at få lyst til at gå tilbage, tage barnet op og få gråden til at stoppe. Det er jo normalt sådan, du hjælper dit barn.

Derfor kan det næsten føles forkert i kroppen at gå.

Noget af det, jeg ofte ser hos forældre, er, at de bagefter spørger sig selv: “Hvordan kunne jeg gå, når mit barn var så ked af det?”

Men formålet med indkøringen er netop, at barnet gradvist får erfaring med, at en anden kendt voksen også kan hjælpe, når du ikke er der.

Skal jeg gå, selvom mit barn græder?

Der findes ikke et svar, der hedder, at du altid skal gå, så snart barnet græder.

Hvis dit barn er helt nyt på stedet og endnu ikke har nogen begyndende relation til den voksne, kan I have brug for mere tid sammen, før næste skridt tages.

Men når du og pædagogen eller dagplejeren har vurderet, at barnet er klar til en kort adskillelse, bliver tydelighed vigtig.

Hvis du siger “Nu går jeg”, men bliver stående i døren, går tilbage, sætter dig igen og forsøger at gå endnu en gang, kan situationen blive svær at forstå.

I min faglige samtale med pædagog Charlotte Juhler taler vi netop om det. Når vores ord siger én ting, mens vores handling siger noget andet, kan vi blive utydelige for barnet.

Afskeden behøver ikke være kold eller forhastet. Den må gerne være kærlig. Den skal bare helst være tydelig.

Hvad kan jeg sige, når jeg går?

Du behøver ikke finde den perfekte sætning. Dit barn har mere brug for genkendelighed end for lange forklaringer.

En formulering, jeg selv anbefaler, er:

“Jeg kan godt se, du bliver ked af det, og det er okay. Nu går jeg, og du skal blive hos Anne. Jeg kommer igen og henter dig.”

Du viser, at du ser barnets reaktion, samtidig med at du fortæller tydeligt, hvad der skal ske.

Og du giver barnet den erfaring, der skal gentages mange gange:

Jeg går, og jeg kommer igen.

Sådan siger du farvel ved aflevering i vuggestue eller dagpleje – 5 rolige trin

Må man snige sig væk?

Skal jeg gå, mens mit barn leger og ikke ser det?

Jeg anbefaler ikke at snige sig væk. Dit barn har brug for gradvist at erfare både, at du går, og at du kommer tilbage. En tydelig afsked kan vække en reaktion, men barnet ved til gengæld, hvad der sker.

Det kan være fristende at gå, mens barnet er optaget af noget andet. Men barnet opdager før eller siden, at du er væk.

Så mangler overgangen fra, at du er der, til at du går. Derfor vil jeg hellere anbefale en kort og tydelig afsked end, at forælderen pludselig er forsvundet.

Skal jeg gå tilbage, hvis mit barn græder?

Det afhænger af situationen.

Hvis pædagogen kan tage imod barnet, barnet gradvist begynder at falde mere til ro, og I på forhånd har aftalt, at du går, ville jeg normalt give den voksne mulighed for at hjælpe.

Hvis du går tilbage efter få sekunder hver gang barnet græder, bliver det sværere for den nye voksne at få erfaring med at trøste barnet.

Men det betyder ikke, at barnet skal græde længe uden at kunne hjælpes.

I min samtale med Charlotte fortæller hun meget konkret, at de ikke bare lader et barn græde længe. Hvis barnet ikke kan hjælpes, kontakter de forældrene.

Spørg derfor gerne allerede inden første adskillelse:

“Hvad gør I, hvis mit barn ikke falder til ro?”

Hvad er vigtigst efter afleveringen?

Se ikke kun på, om dit barn græder i døren. Det vigtigste er også, om den nye voksne kan få kontakt, om dit barn kan tage imod trøst og gradvist finde mere ro. Når barnet senere kan lege, kigge rundt eller søge den voksne igen, fortæller det mere om indkøringen end selve afskeden.

Det ser pædagogen, når du er gået

Det her er noget, jeg synes er meget vigtigt, og min erfaring fra vuggestuen betyder meget for den måde, jeg ser afleveringen på.

Som forælder ser du afskeden. Pædagogen ser tiden bagefter.

Jeg har oplevet børn, der græd meget under selve afleveringen, men som forholdsvis hurtigt tog imod hjælp, da situationen blev tydelig. Andre havde brug for længere tid tæt på den voksne, før de fik overskud til at lege.

Derfor ville jeg ikke nøjes med at spørge:

“Gik det godt?”

Spørg hellere mere konkret:

  • Hvor længe var mit barn ked af det?
  • Hvad hjalp?
  • Kunne barnet tage imod trøst?
  • Søgte barnet den voksne senere?
  • Begyndte barnet at lege?
  • Hvordan gik måltidet?

De konkrete svar giver dig et langt bedre billede af barnets dag end et enkelt “det gik fint”.

Barn græder ved aflevering – se på hvad der sker bagefter i vuggestue eller dagpleje

Hvad hvis mit barn græder hver morgen?

Nogle børn reagerer ved afleveringen i en længere periode, selvom de bagefter falder godt ind i dagen.

Derfor kan antallet af morgener med gråd ikke stå alene som mål for trivsel. Men jeg synes heller ikke, vi bare skal afskrive vedvarende gråd med: “Sådan er hun bare.”

Se på helheden.

Hvis barnet græder ved døren, men bagefter tager imod den voksne, leger, spiser og søger kontakt, er det ét billede.

Hvis barnet dag efter dag er meget svært at trøste, ikke kommer i gang med at lege og ikke begynder at bruge en af de voksne som støtte, ser situationen anderledes ud.

Så kan indkøringen have brug for mere tid eller et andet tempo. Det skriver jeg mere om i artiklen om svær indkøring.

Hvordan kan vi gøre afleveringen lettere?

Ofte kan små ændringer gøre situationen mere genkendelig.

Skab en genkendelig morgen

Små børn kan have glæde af at kende rækkefølgen: morgenmad, tøj, afsted, ind på stuen, finde den voksne, kram og farvel.

Lad den samme voksne tage imod, når det er muligt

Hvis dit barn er ved at skabe en relation til én bestemt voksen, kan det hjælpe, at netop denne person tager imod i starten.

Hold afskeden enkel

Et langt farvel bliver ikke nødvendigvis et tryggere farvel. Du må gerne anerkende følelsen og stadig være tydelig omkring, at du går.

Lov ikke, at barnet ikke bliver ked af det

Sig hellere:

“Anne passer på dig, og jeg kommer igen.”

Du ved ikke på forhånd, hvordan barnet reagerer, og barnet behøver ikke få følelsen af, at gråd er noget, der ikke burde ske.

Hvad hvis afleveringen også gør mig meget ked af det?

Så er du langt fra den eneste.

Du må gerne være påvirket af at gå fra dit barn. Det, jeg ville forsøge at undgå, er, at barnet samtidig får opgaven med at passe på din følelse.

Du kan godt sige: “Jeg kommer til at savne dig.” Men barnet har også brug for at mærke, at du tror på, at den voksne kan passe på det.

Og hvis du bagefter går ud og græder i bilen, betyder det ikke, at du har gjort noget forkert.

Hvornår skal jeg blive bekymret?

Jeg ville reagere, hvis barnet over tid ikke viser tegn på at falde mere til.

Det kan fx være, hvis barnet:

  • gentagne gange slet ikke kan trøstes
  • ikke begynder at skabe kontakt til en voksen
  • ikke får perioder med leg eller udforskning
  • virker mere belastet, som tiden går
  • ikke viser tegn på, at opstarten gradvist bliver lettere

Her ville jeg begynde med en konkret samtale med vuggestuen eller dagplejeren. Hvad ser de? Hvad har de prøvet? Hvem har barnet bedst kontakt til? Kan dagene være kortere eller tempoet sættes ned?

Hvis din bekymring handler om mere generel mistrivsel, barnets udvikling eller helbred, bør du også inddrage relevante fagpersoner omkring barnet.

Det siger pædagogen om at sige farvel

I min faglige samtale med Charlotte Juhler taler vi konkret om afleveringen og om, hvorfor tydelighed betyder noget.

Hun fortæller blandt andet, at en afsked kan blive sværere at forstå, hvis man først siger farvel og derefter bliver stående eller laver endnu en afsked et andet sted.

Her kan du høre den del af vores samtale, hvor vi taler om, hvordan man siger farvel:

En svær aflevering kan stadig ende i en god dag

Det er måske det vigtigste, jeg gerne vil have, du tager med dig.

Du kan gå fra et barn, der græder, og stadig hente et barn, som har haft gode øjeblikke, fået kontakt til den voksne, leget og langsomt er ved at finde sin plads.

Prøv derfor ikke kun at vurdere hele dagen ud fra de første sekunder i døren.

Spørg i stedet:

Hvad skete der bagefter?

Når afleveringerne er svære hver morgen

Hvis du står hver morgen med et grædende barn og en klump i maven, kan det være svært selv at vurdere, hvad der er en forventelig reaktion, og hvad der bør ændres.

Som tidligere vuggestuepædagog og familievejleder kan jeg hjælpe dig med at se på netop jeres situation, barnets reaktioner og samarbejdet med vuggestuen eller dagplejeren.

Book første familievejledningssamtale – 450 kr.

Læs mere om hjælp til indkøring

Vil du have mere støtte til livet med et lille barn?

I FamlyCare Start får du viden og støtte til livet med små børn, også når store overgange som vuggestue- eller dagplejestart fylder.

Læs om FamlyCare Start

Ofte stillede spørgsmål om gråd ved aflevering

Er det normalt, at mit barn græder hver dag ved aflevering?

Det kan det være i en periode. Se også på, hvad der sker bagefter. Hvis barnet kan tage imod trøst, lege, spise og gradvist skabe en relation til den voksne, er det et andet billede end hos et barn, der slet ikke finder mere ro.

Hvor længe må et barn græde efter aflevering?

Der findes ikke et bestemt antal minutter, der gælder for alle børn. Det vigtigste er, om barnet kan tage imod hjælp og bevæge sig mod mere ro. Hvis barnet gentagne gange ikke kan trøstes, bør I tale om, om indkøringen eller dagene skal justeres.

Skal jeg blive længere, når mit barn græder?

Ikke nødvendigvis. Hvis barnet har en begyndende relation til den voksne, og I har aftalt, at du går, kan en lang og usikker afsked gøre situationen mere utydelig. Er barnet endnu ikke klar, kan der være brug for mere tid i indkøringen.

Må jeg snige mig ud?

Jeg anbefaler det ikke. Dit barn har brug for gradvist at erfare både, at du går, og at du kommer tilbage.

Hvad skal jeg sige ved aflevering?

Hold det enkelt. Du kan fx sige: “Jeg kan godt se, du bliver ked af det. Nu går jeg, og du skal være sammen med Anne. Jeg kommer igen og henter dig.”

Betyder gråd, at mit barn mistrives?

Ikke i sig selv. Trivsel skal vurderes ud fra et bredere billede af barnets kontakt, leg, måltider, mulighed for at blive trøstet og udviklingen over tid.

Kilder og videre læsning

Om forfatteren

Catrin Lynggaard, familievejleder og prænatal tilknytningsterapeut

Catrin Lynggaard

Familievejleder & prænatal tilknytningsterapeut

Jeg er Catrin Lynggaard, uddannet pædagog og familievejleder. Jeg står bag FamlyCare og arbejder med familier, graviditet, prænatal tilknytning og det tidlige forældreskab.

Mit faglige fokus er den tidlige fase fra graviditeten og gennem barnets første tre år. Jeg tager min uddannelse i prænatal tilknytningsterapi hos Henrik Dybvad Larsen, og i familievejledningen arbejder jeg løsningsfokuseret, altså med udgangspunkt i det, der allerede fungerer hos jer.

I mit arbejde møder jeg forældre med meget forskellige oplevelser. Min tilgang er ikke, at du skal føle noget bestemt, men at møde dig dér, hvor du er.

Book første samtale – 450 kr.