Hvad er prænatal tilknytningsterapi? – om kontakten mellem mor og barn i graviditeten

Måske har du hørt, at kontakten mellem dig og dit barn begynder allerede under graviditeten.

Men hvad betyder det egentlig?

Og hvad vil det sige at arbejde terapeutisk med kontakten til et barn, som endnu ikke er født?

For nogle gravide kommer relationen til barnet helt naturligt. De taler til barnet, forestiller sig det og oplever måske en stærk følelsesmæssig forbindelse tidligt i graviditeten.

For andre er det anderledes.

Måske ved du godt, at der vokser et barn inde i dig, men følelsesmæssigt føles det stadig lidt uvirkeligt.

Måske fylder bekymringer mere end glæden.

Eller måske længes du efter at mærke en stærkere kontakt, men ved ikke helt, hvordan du skal finde den.

Prænatal tilknytningsterapi er en terapeutisk tilgang, hvor der arbejdes med den følelsesmæssige relation mellem den gravide og det ufødte barn allerede under graviditeten. Arbejdet kan blandt andet indeholde samtale, kropslig opmærksomhed, åndedræt, afspænding og guidet kontakt med barnet. Det handler ikke om at præstere en bestemt følelse, men om at skabe plads til relationen og til det, der står i vejen for den.

Er du i tvivl om, hvordan tilknytningen mellem dig og din baby udvikler sig? Prøv Tilknytningstjekket – et gratis refleksionsværktøj, der giver dig indsigt i, hvor du står lige nu.

Det er netop dét, denne artikel handler om.

Hvad betyder prænatal tilknytning?

Prænatal tilknytning beskriver den relation, der kan begynde at udvikle sig mellem en forælder og det ufødte barn allerede under graviditeten. Den kan blandt andet vise sig gennem tanker om barnet, forestillinger om barnet, omsorg, opmærksomhed på barnets bevægelser og følelsen af, at barnet gradvist bliver et menneske, man er i relation med.

Det betyder ikke, at alle gravide oplever det på samme måde.

For nogle begynder kontakten allerede ved den positive graviditetstest.

For andre bliver barnet mere virkeligt ved den første scanning, når maven vokser, når de første bevægelser mærkes eller måske langt senere.

Der findes ikke ét bestemt tidspunkt, hvor du skal føle dig knyttet til dit barn.

Det er vigtigt, fordi prænatal tilknytning ellers let kan blive endnu en forventning til den gravide:

Jeg burde vel føle mere.

Men relationer udvikler sig forskelligt.

Det gælder også relationen til det ufødte barn.

Hvis du vil læse mere om selve begrebet, har jeg skrevet en grundig guide her:

Relationen til dit barn under graviditeten

Hvad er prænatal tilknytningsterapi?

Prænatal tilknytningsterapi tager udgangspunkt i, at graviditeten ikke kun handler om barnets fysiske udvikling. Det er også en periode, hvor relationen mellem mor og barn kan begynde at tage form, og hvor der kan arbejdes bevidst med kontakten til det ufødte barn.

I terapien retter vi derfor opmærksomheden mod både dig og barnet.

Det kan være mod dine tanker, dine kropslige fornemmelser, dine følelser omkring graviditeten, din oplevelse af barnet og det, der sker i dig, når du forsøger at rette opmærksomheden mod barnet.

For nogle opleves det roligt og naturligt.

For andre kan der komme uro, sorg eller modstand.

Nogle mærker næsten ingenting.

Det er også information.

For mig handler prænatal tilknytningsterapi derfor ikke om, at jeg skal lære en gravid den “rigtige” måde at være i kontakt med sit barn på.

Det handler mere om at være nysgerrig på:

Hvordan opleves relationen mellem dig og dit barn lige nu?

Skal jeg kunne mærke en stærk forbindelse til mit barn?

Nej. Du behøver ikke opleve en stærk følelsesmæssig forbindelse til dit ufødte barn for at arbejde med prænatal tilknytning. Faktisk kan det netop være relevant at være nysgerrig på kontakten, hvis barnet føles fjernt, uvirkeligt eller svært at komme tæt på.

Måske havde du forestillet dig, at graviditeten ville føles anderledes.

At du ville gå rundt med hånden på maven, tale med barnet, glæde dig og mærke kærligheden.

Men i stedet tænker du:

Hvorfor mærker jeg ikke det, alle andre taler om?

Det er noget, jeg synes, vi skal være meget forsigtige med at gøre til et problem i sig selv.

Du kan ønske dit barn meget højt uden at mærke en stor følelsesmæssig forbindelse under graviditeten.

Og du kan være i kontakt med dit barn på måder, som er langt mere stille, end du havde forestillet dig.

Hvis det er noget, du genkender, kan du også læse:

Jeg føler ingen tilknytning til min baby i maven – er det normalt?

Hvordan foregår prænatal tilknytningsterapi?

Et forløb i prænatal tilknytningsterapi kan bestå af både samtale og guidet arbejde med kroppen og kontakten til barnet. Hos mig tager arbejdet altid udgangspunkt i den enkelte gravide og i det, der fylder i netop hendes graviditet.

Det betyder, at to sessioner ikke nødvendigvis ser ens ud.

Vi kan begynde med en samtale om, hvordan du har det.

Hvordan graviditeten opleves.

Hvordan du mærker barnet.

Hvad der fylder.

Og om der er noget, som gør det svært at være i kontakten.

Derefter kan vi arbejde mere kropsligt.

Jeg anvender blandt andet åndedrættet og afspænding til at hjælpe med at skabe mere ro og opmærksomhed på kroppen.

Du kan blive guidet til at mærke kroppen, maven og livmoderen og til at rette opmærksomheden mod barnet.

Der kan også være stille tid.

Tid, hvor du ikke skal præstere eller finde et bestemt svar.

Du kan blot lægge mærke til:

Hvad mærker jeg?
Hvilke fornemmelser kommer?
Kommer der billeder?
Tanker?
Følelser?
Eller måske ingenting?

Det sidste er vigtigt.

Der findes ikke en rigtig oplevelse, som du skal nå frem til.

Kan man kommunikere med sit ufødte barn?

Kontakt til det ufødte barn behøver ikke forstås som en samtale med ord. Den kan også bestå i at rette sin opmærksomhed mod barnet, registrere barnets bevægelser, mærke sin egen krop og give barnet en bevidst plads i sine tanker og forestillinger.

Nogle gravide taler naturligt til barnet.

Andre gør ikke.

Nogle oplever, at de bliver mere opmærksomme på barnets rytme og bevægelser, når de selv bliver stille.

Andre oplever mest deres egne følelser.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke gør bestemte oplevelser til bevis på, om kontakten “virker”.

Det er ikke en øvelse, hvor du skal producere et bestemt resultat.

Det interessante er det, der faktisk opstår hos dig.

Hvad kan stå i vejen for kontakten til barnet?

Bekymringer, stress, tidligere graviditetstab, svære erfaringer, fertilitetsbehandling eller følelsen af, at graviditeten endnu ikke er virkelig, kan påvirke, hvor meget plads der opleves til kontakten med barnet. Det betyder ikke, at relationen er ødelagt.

Nogle gange fylder noget andet simpelthen mere.

Hvis en stor del af din opmærksomhed går til:

Er barnet okay?
Kan jeg miste?
Tør jeg tro på, at jeg faktisk skal være mor?

kan det være svært samtidig at være nysgerrig på:

Hvem er du derinde?

Det giver mening.

Jeg møder ikke den manglende eller svære kontakt som noget, den gravide skal skynde sig at rette.

Jeg bliver mere interesseret i, hvad der gør kontakten vanskelig lige nu.

For det kan være forskelligt fra kvinde til kvinde.

Prænatal tilknytningsterapi efter et tidligere graviditetstab

Efter et tidligere graviditetstab kan en ny graviditet være præget af både håb og frygt. For nogle kan det være svært at give sig selv lov til at forestille sig barnet eller komme følelsesmæssigt tæt på, fordi erfaringen med at miste stadig er til stede.

En tanke kan være:

Hvis jeg ikke knytter mig for meget, gør det måske mindre ondt, hvis jeg mister igen.

Her synes jeg, vi skal passe meget på med at sige:

Du skal bare turde knytte dig.

Det kan skabe endnu et krav.

I stedet kan vi undersøge, hvad der sker, når kontakten nærmer sig.

Måske kommer sorgen.

Måske kommer frygten.

Måske kommer glæden og frygten samtidig.

Der må være plads til det hele.

Jeg har skrevet særskilt om netop dette her:

Gravid efter at have mistet – når du er bange for at knytte dig til baby igen

Hvem kan have glæde af prænatal tilknytningsterapi?

Prænatal tilknytningsterapi kan være relevant både for gravide, som oplever vanskeligheder i kontakten til barnet, og for gravide, som egentlig har det godt, men ønsker at give relationen til deres ufødte barn mere bevidst plads.

Du behøver altså ikke have et problem for at arbejde med kontakten.

Nogle kommer, fordi de er nysgerrige.

Andre fordi graviditeten fylder med bekymringer.

Det kan eksempelvis være, hvis:

• du ønsker at styrke kontakten til dit ufødte barn
• barnet stadig føles lidt uvirkeligt
• du har svært ved at mærke den tilknytning, du havde forventet
• bekymringer eller stress fylder meget
• du tidligere har mistet
• du har været igennem et fertilitetsforløb
• du oplever, at du holder lidt igen følelsesmæssigt
• du ønsker mere ro og plads til barnet i graviditeten

Det afgørende er ikke, hvilken kategori du passer ind i.

Det afgørende er din oplevelse.

Er prænatal tilknytning noget, jeg selv kan arbejde med?

Ja. Du kan også selv skabe små øjeblikke i hverdagen, hvor du retter opmærksomheden mod dit ufødte barn. Det behøver hverken være avanceret eller tage lang tid.

Du kan lægge hånden på maven.

Stoppe op.

Mærke dit åndedræt.

Lægge mærke til barnets bevægelser.

Tale til barnet, hvis det føles naturligt.

Eller blot sidde et øjeblik og tænke på barnet.

Det vigtigste er ikke, hvad du gør.

Det er, at det ikke bliver endnu en opgave, du skal være god til.

Jeg har samlet syv konkrete måder, du kan arbejde med kontakten her:

Hvordan får jeg kontakt til min baby i maven? – 7 måder at styrke kontakten

Mit faglige perspektiv på prænatal tilknytningsterapi

Jeg er Catrin Lynggaard, pædagog, familievejleder og prænatal tilknytningsterapeut, og jeg står bag FamlyCare.

Jeg er uddannet i prænatal tilknytningsterapi hos psykolog Henrik Dybvad Larsen, hvis arbejde med fosterpsykologi, prænatal tilknytning og kommunikation med ufødte børn er en del af den faglige baggrund for min tilgang.

Men min egen faglige tilgang er også præget af mit arbejde med familier og små børn.

For mig giver det mening at interessere sig for relationen før barnet bliver født.

Vi taler meget om tilknytning efter fødslen.

Om øjenkontakt, nærvær, regulering, samspil og barnets signaler.

Men relationen mellem mor og barn begynder ikke nødvendigvis først på fødestuen.

Graviditeten er også en del af historien.

Derfor synes jeg, vi skal turde være nysgerrige på den.

Ikke for at give den gravide mere ansvar.

Men for at give relationen mere plads.

Sådan arbejder jeg selv med gravide

I mit arbejde med gravide bruger jeg prænatal tilknytningsterapi til at skabe et roligt rum, hvor der kan være opmærksomhed på både den gravide, barnet og relationen mellem dem.

Jeg arbejder blandt andet med samtale, guidet afspænding, åndedræt og kropskontakt.

Vi kan arbejde med at mærke kroppen og livmoderen og rette opmærksomheden mod barnet.

Og vi kan være nysgerrige på de sansninger, tanker, følelser og fornemmelser, der opstår.

Nogle gravide kommer, fordi de ønsker at fordybe en kontakt, de allerede mærker.

Andre kommer, fordi kontakten er sværere.

Begge dele er velkomne.

Det er vigtigt for mig, at du ikke skal levere noget bestemt i sessionen.

Hvis du ikke mærker det, du havde håbet på, er det ikke en mislykket session.

Det kan tværtimod være dér, vores nysgerrighed begynder.

Jeg tilbyder selv forløb i prænatal tilknytningsterapi

Jeg tilbyder gennem FamlyCare selv forløb i prænatal tilknytningsterapi.

Det betyder, at den tilgang, jeg beskriver i denne artikel, også er noget, jeg arbejder med sammen med gravide i praksis.

Jeg tilbyder både individuelle forløb og mindre gruppeforløb.

Jeg har bevidst ikke skrevet priser, forløbslængde og alle de praktiske detaljer her, fordi denne artikel først og fremmest skal hjælpe dig med at forstå, hvad prænatal tilknytningsterapi er.

Hvis du efter at have læst artiklen er nysgerrig på, hvordan mine konkrete forløb ser ud, kan du finde alle oplysninger samlet på min ydelsesside:

Se mine forløb i prænatal tilknytningsterapi

Her kan du blandt andet se muligheder, opbygning og aktuelle priser.

Er prænatal tilknytningsterapi det samme som psykologbehandling?

Nej. Prænatal tilknytningsterapi skal ikke betragtes som en erstatning for lægelig, jordemoderfaglig, psykologisk eller psykiatrisk behandling, når der er behov for sådan behandling.

Det er en vigtig afgrænsning.

Hvis du eksempelvis oplever alvorlig angst, depression, traumesymptomer eller psykisk mistrivsel, skal det vurderes af relevante sundhedsfaglige fagpersoner.

Det betyder ikke, at vi ikke kan interessere os for kontakten til barnet.

Men vi skal være tydelige om, hvilken hjælp der er brug for.

Hvad siger forskningen om prænatal tilknytning?

Prænatal tilknytning er et etableret forskningsområde, hvor relationen mellem den gravide og fosteret blandt andet undersøges gennem tanker, følelser, forestillinger og adfærd rettet mod barnet. Forskningen viser samtidig, at prænatal tilknytning er kompleks og påvirkes af flere individuelle og psykologiske forhold.

Begrebet maternal-fetal attachment har været undersøgt gennem flere årtier.

Det er vigtigt at skelne mellem forskningen i prænatal tilknytning og dokumentationen for en bestemt terapeutisk metode.

At forskning viser, at en relation til barnet kan udvikle sig under graviditeten, betyder ikke automatisk, at alle konkrete terapeutiske teknikker har samme grad af forskningsmæssig dokumentation.

Den skelnen synes jeg er vigtig.

I mit arbejde kombinerer jeg derfor min uddannelse og faglige tilgang med en respekt for, hvad forskningen faktisk kan – og ikke kan – fortælle os.

Prænatal tilknytning handler ikke om at være den perfekte mor

Måske er det vigtigste, jeg gerne vil efterlade dig med, dette:

Du skal ikke være god til prænatal tilknytning.

Du skal ikke tænke på dit barn hele tiden.

Du skal ikke tale med maven hver dag.

Du skal ikke føle en bestemt form for kærlighed.

Og du skal ikke have en rolig graviditet for at kunne være i relation med dit barn.

Relationen kan udvikle sig lidt efter lidt.

Nogle dage mærker du måske barnet tydeligt.

Andre dage fylder alt muligt andet.

Sådan kan relationer også være.

Prænatal tilknytningsterapi handler for mig ikke om at skabe den perfekte kontakt. Det handler om at give dig og dit ufødte barn et sted, hvor der kan være plads til den kontakt, der faktisk er.

Ofte stillede spørgsmål om prænatal tilknytningsterapi

Hvad er prænatal tilknytningsterapi?

Prænatal tilknytningsterapi er en terapeutisk tilgang med fokus på relationen mellem den gravide og det ufødte barn. Arbejdet kan blandt andet indeholde samtale, kropslig opmærksomhed, åndedræt, afspænding og guidede øvelser med fokus på kontakten til barnet.

Hvornår kan man begynde med prænatal tilknytningsterapi?

Der findes ikke ét tidspunkt i graviditeten, hvor alle skal begynde. Hvornår det giver mening, afhænger blandt andet af den gravides situation, behov og det konkrete forløb.

Skal jeg have svært ved at knytte mig til mit barn for at få et forløb?

Nej. Nogle gravide søger et forløb, fordi kontakten føles vanskelig, mens andre ønsker at fordybe en kontakt, som allerede er der.

Kan prænatal tilknytningsterapi hjælpe, hvis jeg tidligere har mistet?

Et tidligere graviditetstab kan påvirke oplevelsen af en ny graviditet, og for nogle kan det være relevant at arbejde med både frygten og kontakten til det barn, de venter nu. Arbejdet skal dog tage udgangspunkt i den enkelte kvindes behov og må ikke blive et krav om at knytte sig på en bestemt måde.

Kan jeg arbejde med kontakten til min baby selv?

Ja. Små øjeblikke med ro, en hånd på maven, opmærksomhed på åndedrættet, barnets bevægelser eller dine tanker om barnet kan være måder at give kontakten mere plads på. Du behøver ikke opleve noget bestemt, for at det er meningsfuldt.

Er prænatal tilknytningsterapi psykologbehandling?

Nej. Prænatal tilknytningsterapi erstatter ikke lægelig, jordemoderfaglig, psykologisk eller psykiatrisk behandling, hvis der er behov for det.

Fylder stress i din graviditet, kan du læse Kan baby mærke min stress under graviditeten?.

Faglige kilder og videre læsning

• Cranley, M.S. (1981): Development of a tool for the measurement of maternal attachment during pregnancy. Nursing Research.
• Müller, M.E. (1993): Development of the Prenatal Attachment Inventory. Western Journal of Nursing Research.
• Yarcheski, A., Mahon, N.E., Yarcheski, T.J., Hanks, M.M. & Cannella, B.L. (2009): A meta-analytic study of predictors of maternal-fetal attachment. International Journal of Nursing Studies.
• Larsen, Henrik Dybvad (2018): Fostrets og fødslens psykologi – Barndom og forældreskab begynder ved undfangelsen.
• Larsen, Henrik Dybvad (2025): Tilknytning og kommunikation med ufødte børn.

Artiklen er skrevet til generel information og kan ikke erstatte individuel lægelig, jordemoderfaglig, psykologisk eller psykiatrisk rådgivning.