Jeg er bange for at knytte mig til mit ufødte barn

Måske kan du mærke, at du holder lidt igen. Du tør ikke helt forestille dig livet med din baby, købe de første ting eller give dig hen til glæden. Du ved godt, at der vokser et lille menneske inde i dig, men samtidig kan det føles sårbart at komme helt tæt på.

Måske har du endda tænkt: Hvorfor tør jeg ikke knytte mig til mit eget barn?

At du er bange for at knytte dig til din baby, betyder ikke, at du mangler kærlighed, eller at der er noget galt med dig som kommende mor. For nogle kan det føles tryggere at holde lidt igen, når det er sårbart at give plads til relationen. Kontakten til barnet behøver heller ikke føles stærk fra begyndelsen. Den kan vokse gradvist gennem graviditeten og fortsætte med at udvikle sig efter fødslen.

Er det normalt at være bange for at knytte sig til sin baby?

Ja. Nogle gravide oplever, at det føles sårbart at knytte sig følelsesmæssigt til barnet under graviditeten. Det kan hænge sammen med bekymringer, tidligere erfaringer eller ganske enkelt med, at relationen endnu ikke føles virkelig. Det siger ikke i sig selv noget om, hvor god en mor du bliver. Kontakten til barnet kan udvikle sig gradvist gennem graviditeten og fortsætter med at udvikle sig efter fødslen.

Der findes ikke et bestemt tidspunkt i graviditeten, hvor du skal føle en stærk forbindelse til din baby. Nogle mærker den tidligt. Hos andre vokser kontakten, når barnet bliver mere virkeligt, eller de begynder at mærke bevægelser.

Og for nogle kommer de stærke følelser først senere eller efter fødslen.

Det er også en af grundene til, at jeg synes, det er vigtigt at tale om prænatal tilknytning uden at gøre den til endnu en ting, gravide skal præstere.

Hvorfor holder jeg mig tilbage fra min egen graviditet?

Der kan være mange grunde til, at det føles svært at give sig helt hen til kontakten med barnet.

Nogle kan tydeligt mærke, hvad der ligger bag. Andre kan ikke.

Du kan godt have ønsket dig barnet længe og samtidig opdage, at du holder lidt afstand, nu hvor graviditeten er blevet virkelig.

For nogle handler det om, at der pludselig føles som om, der er meget på spil. Jo mere virkelig baby bliver, jo mere er der også at bekymre sig om. For andre kan tidligere oplevelser eller relationer have betydning.

Og nogle oplever ganske enkelt, at kontakten kommer langsommere, end de havde forestillet sig.

Det behøver derfor ikke betyde, at du ikke kan knytte dig til dit barn.

Når det føles tryggere at holde lidt igen

Måske kan du genkende en tanke som:

Hvis jeg ikke glæder mig for meget, bliver det måske ikke helt så svært, hvis noget går galt.

Det kan også være mindre tydeligt. Måske har du aldrig tænkt de ord, men opdager bare, at du ikke rigtig har lyst til at forestille dig barnet eller tiden efter fødslen.

For nogle kan det føles tryggere ikke at give sig helt hen til glæden eller forestillingerne om barnet endnu.

Det betyder ikke nødvendigvis, at du ikke ønsker relationen. Det kan netop føles sårbart, fordi barnet allerede betyder noget for dig.

Hvordan kan det se ud, når man er bange for at knytte sig?

Frygten for at knytte sig behøver ikke opleves som en tydelig afstand til barnet.

Måske:

• undgår du at forestille dig, hvordan din baby ser ud
• har du svært ved at bruge barnets navn, selvom I har valgt et
• udskyder du at købe ting til baby
• føles det unaturligt at tale til barnet
• mærker du bevægelserne uden rigtig at have lyst til at være i kontakten
• bliver du utilpas, når andre taler meget begejstret om barnet
• bruger du meget energi på bare at komme sikkert gennem graviditeten
• har du svært ved at forestille dig tiden efter fødslen

Du behøver ikke kunne genkende det hele, og ingen af disse ting kan i sig selv fortælle, hvordan din tilknytning til barnet er.

Det interessante er snarere: Hvordan føles kontakten for dig lige nu?

Hvad er forskellen på at være bange for at knytte sig og ikke føle tilknytning?

De to oplevelser kan ligne hinanden, men de er ikke nødvendigvis det samme.

Hvis du er bange for at knytte dig, kan der godt være en længsel efter kontakt samtidig med, at du holder lidt igen. Måske vil du gerne tættere på barnet, men det føles sårbart at give dig helt hen til relationen.

Hvis du derimod oplever, at du slet ikke mærker den forbindelse eller de følelser, du havde forventet, kan det være en anden oplevelse.

Jeg har skrevet særskilt om ikke at føle tilknytning til sin baby i maven, hvor jeg går mere i dybden med netop den oplevelse.

Er det normalt ikke at have lyst til at mærke efter på maven?

Ja, det kan det være.

Måske har du ikke særlig meget lyst til at lægge hænderne på maven og mærke efter.

Det kan være svært, hvis du samtidig møder billeder af gravide, der sidder med begge hænder omkring maven, taler til deres baby og beskriver en stærk forbindelse. Så kan tanken hurtigt komme:

Burde jeg ikke også have lyst til det?

Men kontakt til barnet behøver ikke se ud på én bestemt måde.

At lægge hånden på maven kan være én måde at have et lille øjeblik med barnet på. Det er ikke en test på, hvor knyttet du er.

Hvis det føles forkert eller for meget lige nu, behøver du ikke presse dig selv.

Du behøver ikke tvinge tilknytningen frem

Noget af det, jeg synes er vigtigt i mit arbejde med gravide, er, at kontakten til barnet ikke skal blive endnu en ting, du skal præstere.

Du skal ikke lave en bestemt øvelse hver dag for at gøre det rigtigt. Du skal heller ikke sidde med hånden på maven og forsøge at fremkalde en følelse, der ikke er der lige nu.

Det kan hurtigt skabe endnu mere opmærksomhed på alt det, du synes, du burde føle.

Jeg er mere optaget af at være nysgerrig på det, der allerede er.

Hvordan er det for dig at tænke på din baby? Hvad sker der i dig, når du mærker barnet? Er der tidspunkter, hvor kontakten føles lettere? Og hvornår får du måske lyst til at trække dig lidt?

Der findes ikke et rigtigt svar på de spørgsmål. Men de kan hjælpe dig med at blive lidt klogere på, hvordan du oplever relationen lige nu.

Hvad kan jeg gøre uden at presse mig selv?

Hvis du gerne vil give kontakten lidt mere plads, behøver du ikke begynde med noget stort.

Du kan starte med små øjeblikke i hverdagen.

Hvis du mærker en bevægelse, kan du stoppe op et øjeblik og registrere:

Der er du.

Det kan være nok.

Du kan lægge hånden på maven, hvis det føles rart. Du kan sige et par ord til din baby eller fortælle barnet lidt om, hvad I laver. Hvis det føles mere naturligt bare at sidde stille et øjeblik, kan du også gøre det.

Jeg har samlet flere konkrete forslag i min artikel om kontakt til baby i maven.

Det vigtigste er, at det ikke bliver en opgave, hvor du bagefter vurderer, om du mærkede nok. Målet er ikke at fremkalde en bestemt følelse, men at give kontakten lidt plads på en måde, der føles okay for dig.

Hvad hvis jeg tidligere har mistet?

Hvis du tidligere har mistet en graviditet eller et barn, kan en ny graviditet vække både håb, sorg og frygt.

Nogle oplever også, at det bliver mere sårbart at forestille sig barnet og fremtiden. Det betyder ikke, at alle, der har oplevet et tab, får svært ved at knytte sig i en ny graviditet. Oplevelsen er forskellig fra kvinde til kvinde.

Hvis det er en vigtig del af din historie, kan du læse mere om at være gravid efter at have mistet.

Hvad hvis jeg har været igennem fertilitetsbehandling?

Det kan føles forvirrende at have ønsket sig et barn længe og samtidig opdage, at kontakten ikke nødvendigvis kommer af sig selv, når graviditeten endelig er der.

Et fertilitetsforløb kan have været præget af ventetid, håb, usikkerhed og måske skuffelser, som ikke nødvendigvis forsvinder med en positiv graviditetstest.

Jeg har skrevet mere om graviditet efter fertilitetsbehandling og kontakten til barnet i en særskilt artikel.

Kommer jeg til at elske mit barn?

Det er en frygt, nogle gravide næsten ikke tør sige højt:

Hvad hvis jeg aldrig får den følelse, jeg venter på?

Hvordan kontakten føles under graviditeten, afgør ikke alene, hvordan relationen til dit barn bliver efter fødslen.

I lærer også hinanden at kende over tid. Nogle forældre beskriver en overvældende kærlighed, så snart barnet bliver født. For andre vokser følelsen langsommere gennem den første tid sammen.

Du behøver derfor ikke bruge dine følelser lige nu som en prøve på, hvilken mor du bliver.

Når bekymringerne står mellem dig og kontakten

Nogle gange er det ikke selve kontakten til barnet, der føles svær. Der er bare så meget andet, der fylder.

Hvis en stor del af din opmærksomhed går til tanker som:

Er baby okay? Hvad hvis der sker noget? Hvad hvis næste scanning viser noget?

kan det være svært samtidig at finde plads til nysgerrigheden på barnet.

Det betyder ikke nødvendigvis, at kontakten mangler. Bekymringerne kan ganske enkelt fylde meget.

Hvis du kan genkende det, kan du læse mere om bekymringer under graviditeten.

Hvornår kan det give mening at få støtte?

Du behøver ikke søge hjælp, fordi du ikke føler dig “tilstrækkeligt knyttet” til din baby.

Men det kan give mening at tale med nogen, hvis afstanden gør dig ked af det, hvis bekymringer fylder meget, eller hvis du egentlig længes efter mere kontakt, men oplever, at noget bliver ved med at stå i vejen.

Hvis du oplever vedvarende stærk angst, tristhed eller psykisk mistrivsel under graviditeten, er det vigtigt at tale med din jordemoder, læge eller en anden relevant sundhedsfaglig person.

Hvis det derimod er kontakten og relationen til dit ufødte barn, du gerne vil arbejde med, kan prænatal tilknytningsterapi være en mulighed.

Hvordan kan prænatal tilknytningsterapi hjælpe?

I prænatal tilknytningsterapi tager vi udgangspunkt i dig, din graviditet og din relation til barnet.

Gennem samtale, guidede øvelser og tid med opmærksomheden rettet mod barnet skaber vi et rum, hvor kontakten kan få plads uden at blive presset frem.

For nogle handler det om at turde komme lidt tættere på. For andre handler det om at forstå, hvad der gør kontakten svær. Og nogle har mest brug for et sted, hvor der er tid til relationen til barnet midt i alt det andet, der følger med en graviditet.

Du behøver ikke være et bestemt sted endnu

Måske fandt du denne artikel, fordi du havde forestillet dig, at graviditeten ville føles anderledes. Måske havde du regnet med, at du allerede ville føle en stærk forbindelse til det lille menneske i din mave.

Men relationer begynder forskelligt.

Det vigtigste er ikke, om du kan sætte kryds ved alle de følelser, du troede, du ville have. Du kan begynde dér, hvor du faktisk er.

Også hvis det sted lige nu er:

Jeg vil gerne tættere på, men jeg tør ikke helt endnu.

Ofte stillede spørgsmål

Er det normalt ikke at føle kærlighed til sin baby i maven?

Følelser under graviditeten varierer meget. Ikke alle oplever en stærk følelse af kærlighed eller forbindelse til barnet under graviditeten. Kontakten kan udvikle sig gradvist, og hvordan den føles under graviditeten, afgør ikke alene, hvordan relationen bliver efter fødslen.

Kan jeg være bange for at knytte mig, selvom jeg aldrig har mistet?

Ja. Frygten for at knytte sig behøver ikke skyldes et tidligere graviditetstab. Det kan føles sårbart at komme tæt på barnet af mange forskellige grunde, og nogle kan ikke pege på én bestemt årsag.

Skal jeg tale med min baby for at skabe tilknytning?

Nej. At tale med baby kan være én måde at give kontakten plads på, men du behøver ikke udføre bestemte øvelser for at skabe en relation til dit barn. Kontakt under graviditeten kan komme til udtryk på mange forskellige måder.

Kan tilknytningen til min baby komme senere?

Ja. Kontakten til barnet kan udvikle sig gennem graviditeten og fortsætter efter fødslen. Der findes ikke et bestemt tidspunkt, hvor alle gravide skal opleve en bestemt grad af tilknytning.

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg gerne vil føle mig tættere på min baby?

Start småt og uden krav om at føle noget bestemt. Du kan for eksempel stoppe kort op, når du mærker barnet, lægge hånden på maven, hvis det føles rart, eller rette opmærksomheden mod din baby et øjeblik. Hvis frygt eller bekymringer bliver ved med at stå i vejen, kan det også være hjælpsomt at tale med nogen om det.

Kilder og videre læsning

Artiklen bygger blandt andet på forskning i prænatal tilknytning og maternal-fetal bonding. Forskningen peger på en sammenhæng mellem prænatal og postnatal bonding, men sammenhængen er kompleks og kan ikke bruges til at forudsige den enkelte mors senere relation til barnet.

• Systematisk review af sammenhængen mellem prenatal og postnatal bonding

Artiklen er skrevet til generel information og kan ikke erstatte individuel lægelig, jordemoderfaglig, psykologisk eller psykiatrisk rådgivning.